# Lokalplaners rækkevidde – vinduesudstillinger
Kommunen forlanger at offentligheden skal kunne kigge ind
I Stiftstidendes lokalsektion side 16 & 17 kunne man den 10/11 2012 læse, at Skilte- og Facadeudvalget i Faaborg Midtfyns kommune vil have klinikindehaver Charlotte Hvenegård til at fjerne foto/reklamefolie, der er klistret på ruderne til hendes hud- og fodplejeklinik.
Det skyldes, at skilte – efter kommunens egne regler – ikke må dække mere end 25 % af vinduesarealer, og begrundelsen for det er, at man skal bevare godt indkig i vinduet.
Klinikindehaver nægter
Charlotte Hvenegård ønsker naturligvis ikke – som hun siger – at ”udstille” kundernes mere eller mindre intime steder for hele byen, og hun mener ikke at lamelgardiner eller persienner er tilstrækkeligt.
Kommunens begrundelse
Erhvervs- og planlægningsudvalgets formand Henning Andersen udtaler:
”Jeg kan godt følge hendes argumentation…..men det er et butiksområde der skal virke åbent og tilgængeligt”
Det fremgår af artiklen, at kommunens seneste afgørelse går ud på, at Charlotte Hvenegård skal fjerne reklamefolien, og at hun må opsætte neutral folie, men kun på behandlingsrum, ikke på vinduer tættest på indgangen. Disse vinduer skal være gennemsigtige, og det som kommunen reelt forlanger er dermed, at offentligheden skal kunne kigge ind i forretningen – altså ret til ”vindueskiggeri”
Hvad siger loven?
Der ingen tvivl om, at kommunen – med planloven i hånden – kan bestemme at reklamefolien skal væk, for i planlovens § 15 stk. 2 nr. 7 står der , at kommunen kan bestemme hvordan bebyggelse skal udformes.
Derimod står der intet i planloven, om at kommunen kan give offentligheden ret til, at kigge uhindret på hvad der foregår bag inde bag folks ruder.
Når der ikke står noget i planloven om ret til at kigge ind bag folks ruder, så kan kommunen ikke bestemme at det skal være sådan, for kommunen kan kun bestemme over de forhold som er medtaget i planloven.
Klinikindehaver Charlotte Hvenegård har altså ret til – bag sine ruder – at opsætte en fuldstændig uigennemsigtig afskærmning, og når det er tilfældet, så burde politikerne nok overveje, om ikke alle parter står sig bedst ved, at kommunen undlader, at blande sig i om man skal eller ikke skal kunne kigge ind ad vinduerne.
Man må da formode, at enhver butik ønsker, at præsentere sine aktiviteter og/eller varer bedst muligt, og at ingen butik afskærmer sine aktiviteter, medmindre der er en god og saglig forretningsmæssig begrundelse for det.
