# Naturbeskyttelseslov § 20 – Skiltning i det åbne land
Admiral Horatio Nelson
Admiral Horatio Nelson, der under slaget på reden den 2. april 1801 var i færd med at skyde den danske flåde i stumper og stykker, fik på et tidspunkt underretning om, at hans overordnede admiral Parker åbenbart havde fået kolde fødder, og at han fra sit flagskib hejste signal om at indstille kampen. Admiral Nelson, der var blind på det ene øje, og som aldeles ikke havde til hensigt at trække sig ud af kampen, satte kikkerten for det blinde øje og hævdede, at han ikke kunne se noget signal, hvad der jo utvivlsomt var rigtigt – omstændighederne taget i betragtning – og han vandt da også slaget.
Hvad har det med ”gavmildhed” at gøre?
Forbindelsen mellem admiral Nelson på den ene side og ”gavmildhed” på den anden side er ikke umiddelbart indlysende, men fortællingen viser (uanset om den er, eller ikke er, sand), at man som myndighedsperson ind imellem bør udvise konduite. Det var i al fald hvad jeg tænkte, da jeg læste en artikel i Fyens Stiftstidende fredag den 16. oktober.
Gavmildhed i strid med loven
Under overskriften ”gavmildhed i strid med loven”, kunne man læse, at gavmildhed kan være ulovlig, i al fald hvis man skilter med det. Det man kunne læse var, at Claus Jørgen Bendtsen, der har jord langs vejen mellem Odense og Faaborg, ville dele ud af sit overskud i form af 300 m. med solsikker. Det er ikke ulovligt, at dyrke solsikker, og det er heller ikke ulovligt, at forære sine solsikker væk, men hvis man, som Claus Jørgen Bendtsen gjorde, skriver ”Væsgo – ta en blomst” på et hjemmelavet skilt, og sætter det ved vejen i det åbne land, så er det straks en anden sag, for som det fremgik af avisen, så gik der ikke lang tid, før Claus Jørgen Bendtsen fik breve fra Vejdirektoratet med besked om at fjerne skiltet og senere med besked om, at det ville blive fjernet for hans regning, hvis han ikke selv fjernede det. Det gjorde han så, og dermed var sagen slut, men den kalder på en kommentar.
Hvad siger loven?
I Naturbeskyttelseslovens § 20 er der forbud mod at anbringe plakater, afbildninger, fritstående skilte, lysreklamer og andre indretninger i reklame- og propagandaøjemed i det åbne land.
Det svært at få øje på, hvad det eventuelt skulle være, Claus Jørgen Bendtsen reklamerede eller propaganderede for, og det er ret klart at skiltet var midlertidigt anbragt, for der er jo grænser for, hvor længe solsikker blomstrer.
Så brug dog indimellem det blinde øje!
Vejdirektoratet kunne derfor – uden at gøre vold på lovens hensigt – have fortolket loven således, at skiltet ikke var omfattet af forbuddet, eller man kunne have sat ”Kikkerten for det blinde øje”.
Der er for mig ingen tvivl om, at den meget rigide fortolkning og den enøjede fremfærd i denne sag svækker befolkningens respekt for de i øvrigt udemærkede regler, som beskytter vores landskabelige værdier.
Min opfordring til myndighederne må være, at hvis man absolut skal fare enøjet frem overfor skiltning, så brug dog det blinde øje, når der er tale om åbenbart uskadelige og midlertidige forhold.
