Byretten i Esbjerg har afsagt en dom, der kan få betydning i mange sammenhænge, hvor der er tale om, at bilag IV arter helt uventet ”flytter ind” i f. eks. forladte vandhuller fra fallerede byggeprojekter.
Hvis der er tale om vandhuller, der ligger midt i tæt bymæssig bebyggelse og langt fra naturlige yngle og rasteområder, så vil man efter min opfattelse med denne dom i hånden kunne hævde, at dette ikke i sig selv medfører, at vandhullet skal behandles som et beskyttet yngle og rasteområde.
Om sagen:
Et gammelt ordsprog siger, ”en enlig svale gør inden sommer”, og på samme måde følger det af en ny dom fra Retten i Esbjerg, at (bilag IV) beskyttede dyrearter, som undtagelsesvis yngler i et havebassin i en indhegnet villahave i bymæssig bebyggelse heller ikke nødvendigvis medfører, at villahaven pludselig bliver til et beskyttet yngle og rasteområde med alle de restriktioner og begrænsninger, som dette i givet fald ville medføre. (NB bemærk dog, at dommen er anket.)
En kommune fremkom i marts 2017 med et forslag til lokalplan for et areal på ca. 1,3 hektar i forholdsvis tæt bymæssig bebyggelse.
I forslaget var det bl.a. anført, at den biologiske mangfoldighed, herunder beskyttede arter, ikke var relevant.
En nabo, der af forskellige grunde var utilfreds med forslaget, gjorde indsigelse, men planen blev alligevel vedtaget. Naboen klagede til Planklagenævnet, som stadfæstede kommunens vedtagelse, og naboen anlagde derfor retssag mod Planklagenævnet.
Under retssagen fremhævede naboen bl.a., at der i hans havebassin – i en indhegnet villahave – findes strandtudser. Strandtudsen er en beskyttet dyreart (en såkaldt bilag IV-art), og derfor mente han, at planmyndigheden i forbindelse med vedtagelse af lokalplanen skulle have sikret sig, at realisering af lokalplanen ikke ville medføre beskadigelse eller ødelæggelse af yngle og rasteområder for bilag IV-arter.
Han henviste til Planhabitatbekendtgørelsen (bek. Nr. 1383 qaf 30-11-20216) § 4 – 7.
Fordi der ikke blev foretaget tilstrækkelige undersøgelser til, at det kunne udelukkes, at realisering af lokalplanen ville medføre beskadigelse eller ødelæggelse af strandtudsernes yngle- og rasteområder, mente han, at der var en væsentlig retlig mangel ved Planklagenævnets afgørelse, og at afgørelsen derfor var ugyldig.
Det er rigtigt, at dette under andre omstændigheder kunne have været en væsentlig retlig mangel, og Planklagenævnet var enig i, at der var ynglende strandtudser i havebassinet,
Nævnet mente dog ikke, at en indhegnet have kan betegnes som et naturligt udbredelsesområde for strandtudser, og nævnet mente heller ikke, at et vandhul (havebassinet) i en have har en sådan økologisk betydning for strandtudser, at det kan anses for et yngle- og rasteområde. Selvom der er fundet enkelte strandtudser i haven, og selvom disse strandtudser mod forventning har ynglet i et bassin i haven, så gør dette ikke haven til et beskyttet yngleområde i habitatdirektivets forstand.
Nævnet mente heller ikke at planområdet generelt var egnet som rasteområder for strandtudser.
Alt i alt mente nævnet ikke, at ”det naturlige udbredelsesområde” for en bilag IV-art er alle steder, hvor en bilag IV-art findes eller kan tænkes at findes. Det afhænger af den konkrete dyrearts naturlige adfærd.
Naboen tabte sagen af flere grunde.
Vedrørende strandtudserne udtalte Retten:
”… at det er ubestridt, at der er ynglende strandtudser i sagsøgernes haver, og at tudserne er omfattet EU´s habitatdirektiv om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter. Tudserne nyder således beskyttelse efter direktivets artikel 12, stk. 1, litra d, implementeret ved bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter (planhabitatbekendtgørelsen). Det er herefter spørgsmålet, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, om lokalplanen har kunnet beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for strandtudser.
Efter de i sagen foreliggende biologfaglige oplysninger om strandtudser finder
retten – uagtet tudserne i sagsøgernes haver – det ikke tilstrækkeligt godtgjort,
at lokalplansområdet eller haverne, i planhabitatbekendtgørelsens forstand, er
naturlige udbredelsesområder for strandtudser, og retten finder ikke tilstrækkeligt
grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets vurdering vedrørende
strandtudserne.
Min kommentar:
Spørgsmålet om hensyn til beskyttede dyrearter kan have stor betydning i mange sammenhænge, og forekomst af beskyttede dyrearter kan indimellem helt forhindre konkrete projekter eller medføre store omkostninger til afhjælpende foranstaltninger, som f. eks faunapassagen over Svendborgmotorvejen – se: https://www.geocaching.com/geocache/GC3JX38
Om man som borger synes, at dette er godt eller skidt, det er en individuel sag, men forekomst af strandtudser, kan måske i nogle tilfælde anses som en fordel for borgerne, se f.eks. min artikel ”Magtfulde dyr – Strandtudser kan redde sommerhuse”. Magtfulde Dyr
Det er min opfattelse, at dommen kan få betydning i mange sammenhænge, hvor der er tale om, at Kap. IV arter helt uventet ”flytter ind” i f. eks. forladte vandhuller fra fallerede byggeprojekter. Hvis der er tale om vandhuller, der ligger midt i tæt bymæssig bebyggelse og langt fra naturlige yngle og rasteområder, så vil man efter min opfattelse med denne dom i hånden kunne hævde, at dette ikke i sig selv medfører, at vandhullet skal behandles som et beskyttet yngle og rasteområde.
Odense 08-04-2024
Hans Haages
Adv. (H)
Kilde:
Esbjerg rets dom af 13. september 2023 i sag BS-21805/2021-ESB (bemærk, at sagen er anket)
