Advokat Hans Haages i hawaiiskjorte

God fornøjelse og mange hilsner fra Miljøadvokaten Hans Haages

Artikler og råd

Jeg er Miljøadvokat, og det betyder, at jeg arbejder med de regler, der handler om, hvad vi må eller ikke må bruge vores landskab, faste ejendomme og erhvervsgrunde til.

Jeg har mere end 35 års specialisterfaring i Plan- og Miljøret og har her samlet en række af mine artikler, eksempler og gode råd til dig. Alt sammen letforståeligt og i øjenhøjde.

Hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp, er du altid velkommen til at kontakte min juridiske skadestue.

Hvad er et juridisk vildskud

Når en myndighed træffer en afgørelse, så skal den kunne henvise til en regel. Det er det man i juridisk sprog kalder ”at der skal være hjemmel til enhver myndighedsafgørelse”

De danske myndigheder træffer mange afgørelser hver eneste dag. De fleste afgørelser er lovlige, men indimellem går det galt, og der opstår det, jeg kalder juridiske vildskud.

Danmark er en retsstat og det betyder, at det er loven, og de regler der er udstedt i medfør af lov, der bestemmer hvad myndighederne må og ikke må.

Når en myndighed træffer en afgørelse, så skal den kunne henvise til en regel. Det er det man i juridisk sprog kalder ”at der skal være hjemmel til enhver myndighedsafgørelse”

Mange af reglerne åbner for fortolkning og/eller skønsudøvelse, men der skal altså kunne henvises til en (eller flere) regler.

Det er derfor et helt klart juridisk vildskud hvis der træffes en afgørelse helt uden hjemmel (altså uden at der er nogen som helst regel at henvise til). Det er meget sjældent, at det sker, og hvis det undtagelsesvis sker, og der bliver klaget, så vil en sådan afgørelse næsten altid blive ophævet.

Et juridisk vildskud kan også være en kommune, der har fejlfortolket sin egen lokalplan og nægtet en borger at bygge nyt. Går man ind i sagen, viser det sig, at der er byggeret på det pågældende område, og så kan borgeren alligevel få lov til at bygge.

Det kan også være den omvendte situation, at en kommune giver en tilladelse til et byggeri, som senere viser sig at være ulovligt. Det kan f. eks være en tilladelse til nyt byggeri tæt ved kysten med den uheldige konsekvens, at det nye byggeri tager havudsigten fra nogle bagvedliggende huse. En granskning af lokalplanen viser, at det slet ikke var meningen, at der skulle opføres nye boliger der hvor tilladelsen blev givet, og så var tilladelsen ulovlig. Kommunen blev nødt til at lave en ny lokalplan, som så i øvrigt endte med at regulere højden på det nye byggeri, så det ikke tog udsigten fra de bagved liggende ejendomme.

En anden type juridiske vildskud er, når der godt nok er en regel, men hvor kommunen forfølger et ulovligt formål.

Et eksempel er sagen om McDonalds i Haverslev, hvor kommunen forgæves forsøgte at bruge lokalplanreglerne til at få ophævet en konkurrenceklausul.

Se min artikel ”Bic Mac krydret med Juridisk Vildskud”