Resume:
I en sag om tilladelse til et hævet opholdsareal på en ejendom er det lykkedes for ejeren af naboejendommen at få Byretten i Århus til at foretage en konkret vurdering af indbliksgener. Dommen i denne sag baner – efter min opfattelse – vej for andre sager, hvor kommunen slet ikke mener, at der er indbliksgener.
Vedr. dommen:
Århus Kommune gav byggetilladelse til etablering af en hævet terrasse i en baggård til en ejendom, der tilhører Kirkens Korshær, men man foretog ikke partshøring af A, som var ejer af naboejendommen, der vendte ind mod terrassen.
A klagede til Statsforvaltningen, som dog ikke mente, at A havde nogen væsentlig, individuel interesse i sagen. Statsforvaltningen mente derfor ikke at A skulle have været partshørt.
Det svar var A ikke tilfreds med og han anlagde retssag mod Statsforvaltningen (nu Nævnenes Hus) med påstand om, at Statsforvaltningens afgørelse var ugyldig, eller ulovlig.
A mente, at den hævede terrasse medførte betydelige indbliksgener, og at han derfor burde have været partshørt. Han henviste også til problemer med vold, salg af euforiserende stoffer og alkoholindtag, samt støjgener.
Kommunen havde i forbindelse med klagesagen fremsendt en udtalelse, som i det væsentlige gik ud på følgende:
- At indbliksgener henset til de konkrete forhold (bygningernes udformning og terrassens placering) var ikke eksisterende.
- At evt. indbliksgener i al fald ligger inden for, hvad der må forventes i tæt bebyggede områder som Aarhus Midtby.
- At evt. indbliksgener i øvrigt ikke er markant ændret i forhold til baggårdens tidligere anvendelse.
- At de gener, som (A) i øvrigt henviser til, ikke er begrundet i selve opholdsarealet, men derimod i brugernes adfærd, som byggeloven ikke regulerer.
- Evt. vold, salg af euforiserende stoffer og alkoholindtag er ikke hensyn, der er reguleret af byggeloven, og de støjgener, der måtte være fra brugerne af terrassen, er forhold, der (måske) udgør en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, men sådanne konkrete overtrædelser og evt. salg af euforiserende stoffer henhører under ordensmagten.
Byretten behandlede kun spørgsmålet om, hvorvidt A burde have været partshørt, men til gengæld foretog Byretten besigtigelse og konkluderede, at terrassen i baggården blev anvendt af mange brugere, at der fra brugerne af terrassen var indkig til flere af lejlighederne i A’s ejendom. Dette gav anledning til væsentlige indbliksgener, og Byretten var derfor enig i, at kommunen inden meddelelse af byggetilladelsen burde have foretaget partshøring af A.
I rettens begrundelse står der bl.a. følgende.
Det fremgår af § 187 og § 188 i bygningsreglement 2018, at kommunen skal foretage en helhedsvurdering, og at der som generelle kriterier i helhedsvurderingen blandt andet skal indgå, at det sikres mod væsentlige indbliksgener i forhold til bebyggelse på samme grund og på nabogrunde.
Efter sagens oplysninger lægger retten til grund, at brugere af terrassen på Kirkens Korshærs ejendom anvendes af mange brugere. På baggrund af den foretagne besigtigelse, herunder navnlig fra lejligheden på 2 sal i baghuset, …., finder retten, at der fra brugere af terrassen er indkig til flere af sagsøgerens lejligheder, og at dette indkig, der kan forekomme fra en større personkreds, medfører væsentlige indbliksgener.
På den baggrund finder retten, at kommunen inden afgørelsen ….. om byggetilladelse skulle have givet sagsøgeren lejlighed til at udtale sig, hvorfor Statsforvaltningens afgørelse er behæftet med fejl og derfor er ugyldig.
Mine bemærkninger:
Denne dom behandler efter sit umiddelbare indhold kun spørgsmålet om, hvorvidt A burde have fået lejlighed til at udtale sig, inden der blev truffet afgørelse, men efter min opfattelse rækker dommen videre end dette.
Problemet i denne type sager (”Hævede opholdsarealer”) er nemlig, at klageinstansen (nu Byggeklageenheden) ikke har kompetence til at omgøre Kommunens skønsmæssige afgørelser, og det betyder ofte at sådanne sager ”strander”, når kommunen først har besluttet sig for at mene, at et eller andet projekt ikke medfører væsentlige indbliksgener.
Nu har vi så her en retssag, hvor det er lykkedes at få dommeren til at realitetsbehandle spørgsmålet hvorvidt der er eller ikke er indbliksgener, og det er endda lykkedes, at få dommeren ud og se forholdene ”in real life”
Det væsentlige i denne sag er derfor den bemærkning, som danner grundlag for dommerens konklusion nemlig:
På baggrund af den foretagne besigtigelse, herunder navnlig fra lejligheden på 2 sal i baghuset, …., finder retten, at der fra brugere af terrassen er indkig til flere af sagsøgerens lejligheder, og at dette indkig, der kan forekomme fra en større personkreds, medfører væsentlige indbliksgener.
Når nu afgørelsen er ugyldig på grund af manglende partshøring, så skal sagen behandles på ny. I denne nye behandling, må Kommunen ikke ignorere bemærkningen om at der altså ER væsentlige indbliksgener. Man skal på den ene eller anden måde tage hensyn til dette enten ved afhjælpende foranstaltninger eller ved slet og ret at nægte godkendelse.
Kilde: MAD2019.223
Hans Haages
Adv. (H)
