(en sandfærdig beretning fra Plan- og Miljøretlig Skadestue)
Det er ikke usædvanligt, at lodsejere i attraktive naturområder oplever uvedkommende færdsel på deres ejendomme, og det er derfor heller ikke overraskende, at jeg i Plan- og Miljøretlig Skadestue får henvendelser om netop denne problemstilling.
Disse sager er ”op ad bakke” men ikke helt umulige for den lodsejer, der vil lukke en trampesti.
Der er nemlig nogle grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt, for at kommunen kan gribe ind og forbyde en lukning, og hvis disse betingelser ikke er opfyldt, så vil et påbud om lukning være ulovligt.
Den juridiske problemstilling.
Juridisk set handler det om Naturbeskyttelseslovens § 26 stk. 1 hvor der står:
Adgangen til færdsel ad veje og stier i det åbne land kan, for så vidt angår færdsel til fods eller på cykel, af ejeren ved skiltning efter bestemmelserne i mark- og vejfredslovens § 17 kun helt eller delvis forbydes, hvis færdslen er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlig grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv. Adgang sker på eget ansvar.
Det fremgår af forarbejderne til naturbeskyttelsesloven, at “veje og stier” i relation bl.a. § 26 defineres som permanente menneskeskabte færdselsbaner.
Det betyder at midlertidige kørespor, dyreveksler, indkørsler til gårdspladser og lignende ikke er omfattet af bestemmelsen.
Derimod er de såkaldte trampestier omfattet af bestemmelsen, og det er ofte disse trampestier, som er et problem.
En trampesti er en sti i naturen, der er opstået ved at folk jævnligt går det pågældende sted, og derved holder vegetationen nede.
Der skal som udgangspunkt betydelige gener til, før man ifølge nævnspraksis kan lukke en trampesti med henvisning til, at der er tale om en såkaldt ”gene af privatlivets fred”
Hvis lodsejeren forbyder eller hindrer færdsel på en trampesti f.eks. ved opsætning af skilte bomme eller andre fysiske hindringer, og hvis der klages til kommunen, så skal kommunen vurdere sagen, og resultatet vil ofte være, at kommunen udsteder påbud om at, forbudsskilte, bomme eller andre hindringer skal fjernes.
Et sådant påbud udstedes i.h.t. Naturbeskyttelseslovens § 73 stk. 5, og der står i § 78 stk. 1, at afgørelser efter § 73 stk. 5 ikke kan påklages.
Derfor er det i de fleste tilfælde temmelig meget ”op ad bakke” for den lodsejer, som vil forbyde eller hindre færdsel på trampestier.
De grundlæggende betingelser
Selv om det er op ad bakke, så er det ikke helt udelukket at nedlægge en trampesti.
Der er som sagt nogle helt grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt for at kommunen kan udstede påbud, og hvis disse grundlæggende betingelser ikke er opfyldt, så kan der ikke lovligt udstedes et påbud.
Hertil kommer, at man trods bestemmelsen i § 78 stk. 1 alligevel godt kan påklage et påbud nemlig, hvis påbuddet er ulovligt.
De grundlæggende betingelser er:
- At der er en egentlig trampesti på ejendommen.
- At en evt. trampesti er lovligt etableret.
- at stien er beliggende i et område, der kan karakteriseres som “det åbne land” i relation til Naturbeskyttelsesloven § 26.
Vedrørende 1. At der er en egentlig trampesti på ejendommen.
En trampesti er om sagt en sti i naturen, der er opstået ved at folk jævnligt går det pågældende sted, og derved holder vegetationen nede.
Det er altså med andre ord ikke nok, at ”folk jævnligt går” det pågældende sted. Færdslen skal også have et omfang, så den varigt påvirker vegetationen, og derfor er det afgørende, hvordan stien rent fysisk fremstår i terrænet.
I de fleste sager er der faktisk en varig påvirkning af vegetationen og dermed en trampesti.
Dette hænder dog at dette ikke er tilfældet.
Jeg har faktisk haft sager, hvor man ikke kan se nogen påvirkning af vegetationen, eller hvor påvirkningen af vegetationen tydeligvis ikke er varig, fordi den ikke kan ses på luftfotos fra de umiddelbart foregående år, og hvis der ikke er nogen trampesti, så kan kommunen ikke bruge Naturbeskyttelseslovens § 26.
Vedrørende 2. At en evt. trampesti er lovligt etableret.
En trampesti skal være lovligt etableret. Det betyder, at den færdsel, som har fundet sted og som sat sig spor i vegetationen, skal være lovlig.
Det f.eks. ikke lovligt at færdes i etablerede haver.
Hvis der ikke er lovlig adgang, så vil en evt. trampesti ikke være lovligt etableret.
Det er dog vigtigt, at man som lodsejer griber ind så snart man konstaterer evt. ulovlig færdsel. Man må ikke bare ”lade stå til”.
Der kan henvises til afgørelsen i MAD2023.211, hvoraf det fremgår, at en ulovligt etableret trampesti som udgangspunkt ikke er beskyttet af NBL §26 medmindre det dokumenteres, at ejeren har ”ladet stå til”, se afgørelsens side 4, hvoraf bl.a. fremgår:
”Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker indledningsvis, at en sti i det åbne land som udgangspunkt er åben for færdsel til fods og på cykel, hvis den eksisterer og dermed kan erkendes som en sti. En sådan sti kan være ulovligt anlagt, eksempelvis hvis der ved en evt. ulovlig færdsel er etableret en trampesti. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 454 af 6. september 2004 om ændring af blandt andet naturbeskyttelsesloven, at en ejer ved skiltning kan lukke for færdsel på ulovligt etablerede trampestier. Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets opfattelse kan offentligheden alligevel have adgang til færdsel ad en ulovligt etableret sti i medfør af naturbeskyttelseslovens regler. Det forudsætter dog, at der ikke er reageret mod ulovligheden inden for en rimelig tid efter, at forholdet er kommet til tilsynsmyndighedens og/eller lodsejerens kundskab.”
Private haver, som holdes ved græsslåning eller anden efter forholdene normal vedligeholdelse, er ikke åbne for alm. færdsel. Jf. afgørelsen i MAD2008.2229 hvor nævnet ikke fandt, at der i.h.t. Naturbeskyttelseslovens § 24 var offentlig adgang til nogle slåede græsarealer omkring en ejendom der ellers utvivlsomt var beliggende i det åbne land.
Vedrørende 3. At stien er beliggende i et område, der kan karakteriseres som det åbne land i relation til NBL § 26.
Hvis ejendommen ikke er en del af et område, der kan kvalificeres som ”åbent land”, så kan kommunen ikke bruge Naturbeskyttelseslovens § 26.
Man skal gøre sig klart, at ”åbent land” ikke er et spørgsmål om at skelne mellem byzone og landzone. Der kan f. eks. godt være arealer i byzone, som kan kvalificeres som åbent land.
Det er en konkret vurdering af de faktiske forhold, som er afgørende.
Der kan henvises til følgende afgørelser:
MAD2015.197
En stor ubebygget naturgrund i et ellers udbygget sommerhusområde kunne ikke betragtes som beliggende i det åbne land jf. NBL § 26a.
Baggrunden for sagen var, at ejeren af en ubebygget grund i første række mod vandet i et ellers udbygget sommerhusområde havde spærret en eksisterende og flittigt benyttet sti over hans grund. Det var i sagen oplyst, at der siden 1972 har været en vejforbindelse mellem (X) og (Y). Vejen havde været benyttet i forbindelse med den almene færdsel i området, og den bar tydeligt præg af stadig at blive flittig benyttet. Biltrafikken blev stoppet ved udlægning af store sten i begyndelsen af 1980’erne.
Benyttelsen havde været så intens, at Grundejerforening Gyvelbugten i 1980 henvendte sig til politimesteren i Holbæk med henblik på at få opsat et skilt (”blind vej”) for at begrænse den kørende trafik ad stien. Det resulterede i, at der blev udlagt sten, så kun gående og cyklende kunne passere. Den delvise begrænsning af trafikken eksisterede indtil 2013, hvor hegnet blev sat op.
Kommunen vurderede, at stien havde rekreativ betydning både for fastboende og for turister, og Kommunen påbød ejeren at fjerne den opsatte spærring.
Klager gjorde gældende at stien ikke lå i det åbne land.
Sagen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, som ophævede påbuddet med bl.a. følgende bemærkninger:
Der er utvivlsomt tale om en permanent menneskeskabt færdselsbane, …Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt vej-/stiforløbet over klagers ejendom ligger i det åbne land.
Daværende Skov- og Naturstyrelsen har i en udtalelse af 30. juli 1999 til det daværende Vestsjællands Amt udtalt, at ”det med ordvalget ”det åbne land” næppe kan antages, at private veje og stier i udbyggede, traditionelle sommerhusområder er omfattet af bestemmelserne om offentlighedens adgang til at færdes på veje og stier i det åbne land efter naturbeskyttelseslovens § 26.
Der kan imidlertid godt tænkes sommerhusområder, hvor sommerhusene ligger så spredt, at området har karakter af åbent land”.
Naturklagenævnet og Natur- og Miljøklagenævnet har også i flere sager udtalt, at udbyggede sommerhusområder normalt må betragtes som bymæssig bebyggelse i lovens § 26’s forstand, uanset der er tale om relativt store grunde og området som sådant har karakter at naturgrunde. Nævnet har endvidere udtalt, at bestemmelsen efter omstændighederne vil kunne finde anvendelse i udbyggede sommerhusområder med meget store grunde.
På hovedparten af strækningen forløber den omhandlede østvestgående vej/sti gennem områder med bebyggelse på begge sider, som klart må karakteriseres som bymæssig bebyggelse.
Den omhandlede ubebyggede sommerhusgrund samt de ligeledes ubebyggede nabogrunde på Lyngbugten 12 og 14 ligger som en åben ”kile” i det i øvrigt udbyggede sommerhusområde.
Vejen/stien er på disse ejendomme placeret umiddelbart op mod sommerhusbebyggelsen mod syd og grænser mod nord op til det åbne naturområde ud mod kysten. Natur- og Miljøklagenævnet finder, at der i overensstemmelse med nævnets praksis må lægges afgørende vægt på vejens/stiens beliggenhed i et udbygget sommerhusområde. Det forhold, at der i området findes enkelte ubebyggede grunde, som vejen/stien passerer igennem, kan efter nævnets opfattelse ikke føre til, at bestemmelsen i § 26 a finder anvendelse på det omhandlede vej-/stistykke. Herefter ophæves Odsherred Kommunes påbud af 11. august 2014.”
MAD 2009.3077
Påbud om fjernelse af skilt og stolper, der forhindrede færdsel, blev ophævet som uhjemlet, da området oplevedes som et fuldt ud bebygget område, selvom grundene var forholdsvis store og bevoksede og stolperne var placeret ved en ubebygget grund.
MAD 2013.2843
Der var i denne sag ikke tale om en trampesti men derimod om en 5 m. brev privat fællesvej der tidligere havde været benyttet som adgangsvej til stranden af en af de nærliggende gårde. Ejendommen lå i byzone i et udbygget område med sommerhuse/helårshuse. Natur- og Miljøklagenævnet mente ikke, at det i sagen omhandlede udbyggede område med sommerhuse/helårshuse havde karakter af åbent land.
Vedr. Klageadgang
Det er rigtigt at påbud (tilsynsafgørelser) efter § 73, stk. 5, efter lovens ordlyd ikke påklages, men det fremgår af Karnov note 590 til Naturbeskyttelseslovens § 78 stk. 1 at Miljø- og Fødevareklagenævnet kan tage stilling til om kommunen har haft den nødvendige hjemmel til at udstedet et påbud, altså om påbuddet er lovligt.
Uddrag af note 590:
….uanset dette besluttede Naturklagenævnet i 1994, at et påbud om at fjerne en ulovlig lukning af en vej kunne påklages af ejeren, når vedkommende gjorde gældende at forholdet ikke var ulovligt, se Kendelser om Fast Ejendom 1995 s. 163. Dette er – med nogen, måske utilsigtet, variation – videreført af de efterfølgende nævn. Praksis frem til 2009 er diskuteret af Peter Pagh og Lars Busck, se i Tidsskrift for Miljø 2009 s. 78 og sammenfattet af Veit Koeser i Naturbeskyttelsesloven med kommentarer, s. 1228.
Nyere afgørelser følger en ensartet praksis. Hvor klagenævnet behandler klager over lovliggørelsespåbud for at prøve, om der foreligger et ulovligt påbud,…”
Opsamling & konklusion:
Selvom kommunen skriver i sin afgørelse om påbud, at der ikke kan klages, så husk, at det kan man faktisk godt, hvis man mener, at kommunen slet ikke har haft hjemmel til at udstede påbuddet, og det har kommunen ikke, hvis blot en af de tre grundlæggende betingelser ikke er er opfyldt.
De tre grundlæggende betingelser er som sagt:
- At der skal være tale om en egentlig trampesti på ejendommen.
- At stien er lovligt etableret.
- At stien er beliggende i et område, der kan karakteriseres som det åbne land i relation til Naturbeskyttelseslovens § 26.
Odense den 4. august 2025
Hans Haages
Adv. (H)